onsdag, december 30, 2015

Pulsvarmere med cirkel


Jeg faldt på Ravelry.com over en opskrift på hæklede pulsvarmere 
- den så sjov ud og måtte straks afprøves - herligt at have et garnlager, så man altid kan finde materialer til små projekter.


Man starter med at hækle tommeltotten - hækler rundt ved tommelroden og bliver ved med at tage ud til en flad cirkel, der senere foldes rundt om hånden.



Opskriften er ikke lige til at gå til - det er mere en beskrivelse af, hvordan man arbejder sig fremad.
Der er f.eks ikke angivet række- og maskeantal, da man tilpasser pulsvarmeren til ens egen hånd efterhånden som man hækler. 
Hvis man kan leve med det, så er opskriften såmænd fin og godt illustreret med fotos.
Opskriften er gratis tilgængelig her (på engelsk) 


Jeg har hæklet på nål nr 3 med Drops Delight - brugte knap et nøgle på 50 gram.


søndag, december 27, 2015

Pulsvarmere x 3


Jeg har hos Roskilde Garn købt et lille kit med garn og opskrift på pulsvarmere - i opskriften er der vejledning til to forskellige borter, men jeg har valgt samme bort til de tre par pulsvarmere som jeg foreløbig har strikket.

   

Det første par er strikket i Drops merino ekstra fine. Jeg havde lidt udfordringer med at få et par ud af det ene nøgle garn. Jeg måtte gå ned i pindestørrelse til 3½ og har strikket dem kortere i skaftet end angivet i opskriften. Jeg havde så garn nok til at strikke et par pinde ekstra foroven.
Jeg kan rigtig godt lide udtagningerne omkring tomlen - fine lige linier.


Andet par er strikket i Alpaca fra Filcolana - Roskilde garn har også kit, hvor opskriften passer til det tyndere alpaca.
Jeg har ændret lidt på opskriften til dette sorte par - jeg har tilføjet en udtagning for at få tomlen bredere; Jeg har strikket tomlen lidt længere og jeg har har strikket flere pinde over aflukning til tomlen...... og så lavede jeg også lige et par snoninger inden aflukning for oven - synes det gav et lidt fastere resultat, så de ikke bliver løse i kanten foroven.



Det tredie par er strikket i Drops alpaca - samme opskrift som til de sorte, men her har jeg fulgt opskriften indtil der skulle lukkes af foroven - så tilføjede jeg lige en lille hulkant inden aflukning.

Alle tre par er givet væk som gaver.