tirsdag, marts 27, 2012

Kaktus trio

Først var der 1 kaktus, så var der 2 og nu er der 3 :



Den nyeste kaktus ( bagest) er en gave, så den har allerede forladt hjemmet igen.
Jeg har en dejlig kollega, som jeg flere gange har "byttet" små hjemmelavede gaver med ved særlige lejligheder - hun er således skyld i at der på mit kontor står en lille skål med hæklede hindbær og at der i min bils forrude hænger en strikket gris  . . . . og nu har hun så en hæklet kaktus :-)

tirsdag, marts 20, 2012

Cirklerne breder sig

Det går stødt fremad med sjalet. Her i starten går det stært med at se fremskridtet - når jeg når til de lange omgange øverst på sjalet, tager det jo nærmest en time at strikke en pind.

Sjalet strikkes rundt - jeg har lavet en stribe med skiftevis bund- og mønsterfarve på hver pind - den lange ternede stribe skal bruges til at klippe sjalet op til sidst.

Jeg startede med at strikke 2 cm frem og tilbage i bunden af sjalet - skiftede til 80 cm rundpind og brugte Magic loop teknik indtil arbejdet var stort nok til at strikke almindelig rundt på en 60 cm rundpind.

Jeg har en rundpind på 120 cm, som skal bruges til sidst, når arbejdet bliver for stort til 80 cm´s pinden.

Og hjertelig tak for de søde kommentarer til sidste indlæg med billeder af starten på sjalet :-)

søndag, marts 11, 2012

Sjal med cirkler

Jeg fik styr på placeringen af alle krydserne på ternet papir og er nu igang med at strikke efter mønstret.
Jeg retter lidt til efterhånden som jeg strikker og ændrer det tilsvarende på mønsterpapiret.

Garnet er Blakhill Højlandsuld fra Garnudsalg
Jeg har 4-5 grønne farver og 8-10 brune farver.

fredag, marts 09, 2012

krydser og tern



Siden jeg i oktober blev færdig med stort mønsterstrikket sjal,  har jeg leget med tanken om at strikke endnu et sjal og ideen til et mønster har også spøgt i hovedet på mig længe . . . . og der har været lavet skitser i lange baner.
I går fik jeg omsat en af ideerne til små krydser på ternet papir - jeg er klar til at begynde på et sjal med cirkler i forskellige størrelser.

Det kan være svært at få cirkler helt runde, fordi der er forskel på antal masker i højde og bredde i strikkefastheden.
Nu har jeg på nettet fundet ternet papir, hvor man kan bruge en given strikkefasthed, så ternene bliver aflange ligesom strikkemaskerne - håber det holder, når krydser bliver omsat til strik.

Hvis du også har brug for ternet papir, der svarer til en bestemt strikkefasthed, så kan du lave det her.

søndag, marts 04, 2012

Sokker med cirkler

                                        
Endnu et par sokker har set dagens lys - goddag goddag til højre og venstre sok.


 Og endnu en kat har forsøgt at komme med på et foto - denne gang er det for en gangs skyld Bimse, der ellers ikke fører sig frem.


 Sokker med og uden fod i.


Jeg er tilfreds med sokkerne, der er blevet ret tykke - dels fordi der hele tiden er dobbelt tråd pga mønsteret og dels fordi det brune garn er Brugsens strømegarn, der er noget tykkere i det end andet strømpegarn.
Det lyserøde/ orange garn er vist fra stof2000.

Jeg har strikket sokkerne på rundpind - to på én gang - strikket fra tåen og op.

Sokkerne skal varme datterens fødder i gummistøvlerne - så det er helt fint, at de er tykke.