torsdag, februar 25, 2010

Flowerpower lever stadig !

Jo, jeg holder skam stadig liv i min flowerpower frakke.

Kroppen er strikket færdig, skuldersømmene er monteret og der er klippet op midt foran og i ærmehullerne.

Jeg har lige afsluttet de mange laaaaaange belægninger .... først to ternede striber til belægning langs forkanterne og rundt i nakken - siden en lang tynd tarm, der skal sys i kanten af belægningen hele vejen rundt.


Hm ... min ene kat er lidt af en linselus - hver gang jeg lægger strikketøj frem til fotografering, så er hun på pletten - denne gang kom der lige et par poter med.

I går aftes var jeg til en lille udstilling med Christel Seyfarths design - skønne, skønne farvesammensætninger ! Og så var det rart lige at kigge lidt nærmere på monteringen af flowerpowerfrakken inden jeg selv går i gang.

Min mor har i øvrigt også kastet sig ud i blog-verdenen, så hvis I har lyst, kan I jo slå et smut omkring hendes blog "min-egen-have" .... som er min barndoms have.

tirsdag, februar 02, 2010

Nålepude

Jeg fik en stor trang til at lave et lille projekt, der hurtigt kunne blive færdigt - og da jeg flere gange har nydt synet af Liselottes nålepuder, så var valget oplagt.
På under en time, var der fundet garnrester frem, hæklet, stoppet og hæftet ende - voila !

Den minder mig om en fransk anemone - min mand får tanker i retning af dykning efter søpindsvineskaller i græsk øhav - ingen af associationerne er så ringe endda, så den får lov at ligge fremme nu.

mandag, februar 01, 2010

grå sok

Jeg synes rigtig godt om Mettes lange strømper, men da jeg ikke bruger knælange strømper, har jeg ændret dem til korte sokker.

Første sok blev lynhurtigt strikket på bustur til Stettin - foreløbig er ribkanten på sok nr. 2 strikket under et info-møde på sønnens måske kommende gymnasium. Nu må vi se, hvornår den bliver færdig .....

Stettin kan i øvrigt varmt anbefales til en mini-ferie .... varmt er måske ikke helt korrekt - der var hundekoldt i januar !

Jeg var sammen med 19-årig datter - formålet var hygge og wellness. Og ved en kort evaluering sidste dag var vi meget enige om at målet var nået ! Det blev til adskillige ophold og behandlinger hos Baltica Wellness og Spa - til en MEGET billigere penge end det fås herhjemme.

Jeg var hjemmefra stødt på denne anbefaling , så da vi helt tilfældigt passerede salonen var det oplagt at aflægge den et besøg - og det var en stor succes. Jeg fik 1 times pedicure - gik derfra befriet for hårde og revnede hæle - pris 70 Zloty ( under 140,-). Dagen efter fik datteren 45 minutters manicure samme sted - pris 40 zloty ( under 80,- ) incl nydelig påstrøget neglelak.

Så hvis du passerer denne frisørsalon på vejen mellem Galaxy indkøbscenter og Fala marked i stettin, så giv dig selv en pause hos Magda :



Det blev et lille reklameindslag, som jeg absolut ikke har nogle kommercielle fordele af - jeg synes bare, at Magda var så sympatisk og grundig, at hun fortjener lidt opmærksomhed.