torsdag, januar 14, 2010

Kulsort cardigan

Jeg har begået en kulsort lille cardigan med hulmønster - den har faktisk været færdig siden før jul.
Det er nærmest umuligt at vise de fine detaljer i det sorte strik, så jeg vil anbefale jer et kig på den oprindelige cardigan strikket op i hvid .

Jeg er sikker på at den bliver et hit, når det igen bliver tid til ærmeløse kjoler og man får brug for "lidt let" at have over sig.
Men jeg kan forsikre jer om, at det krævede både briller og godt lys at strikke den - især fordi den udover hulmønster er strikket i et løsttvundet bomuld, så det var som at strikke med sammenrullede sytråde, som pinden hele tiden kun fangede halvdelen af !

Detalje :
Og så tak for de søde kommentarer til min vildmarkstrøje i sidste indlæg :-)

lørdag, januar 09, 2010

Vildmarkstrøje færdig

Min vildmarkstrøje som jeg startede på for 1½ år siden er endelig færdig. Selve trøjen har sådan set været færdig over et år, men da jeg blev i tvivl om, hvordan jeg skulle afslutte den med kanterne ... tja, så røg den hen i bunken med ufærdigt håndarbejde.

Jeg startede efter Liselottes opskrift her , men har ændret en del på den undervejs - fra ærmegabet og ned har jeg taget en del ind for derefter at tage ud igen efter taljen, så trøjen blev lidt mere kropsmær end Liselottes model.
Jeg har hæklet fra to forskellige nøgler af Evilla 8/2 garn - 2 omgange fastmasker på skift fra hver nøgle - på nål nr. 6.