lørdag, december 26, 2009

Stribet tørklæde - med påfugleflæser


Så blev det strikkede lige-ud-ad-landevejen-tørklæde færdigt. Det blev dog lige lovlig kedeligt, så jeg sluttede af i hver ende af tørklædet med nogle rækker i påfuglemønster på meget større pinde.
Der er brugt 1 nøgle kunstgarn a´100 gram - deraf 4 - 5 gram garn til hver flæse.
På billedet ligger tørklædet dobbelt, så det er rigelig langt til bare at blive snoet om halsen og hænge løst ned.







Og så ser det ud som om billedet er taget på en dejlig forårsdag - men sådan var vejret altså i Hillerød 2. juledag kl. 12.30 .... og solsortene fløjtede ♪ ♫ ♪ ♫ ♪ ♫

fredag, december 11, 2009

Stribet halstørklæde

Jeg har endelig fået taget mig sammen til at oprette profil på Ravelry ... det er altså noget af en tidsrøver, hvis man har bare den mindste interesse for strikketøj, mønstre og garn. Sikke dog en overflod af inspiration !

Jeg strikker lige nu på et halstørklæde :

Jeg syntes, jeg havde behov for at have et strikketøj, der bare kører derudaf uden det kræver den store tankevirksomhed ....



Jeg strikker i Hjertegarns nye kunstgarn - det er i strømpegarnskvalitet, men meget løsere spundet.

Jeg har slået 45 masker op - strikker 1 ret, 1 vrang - første maske på hver pind tages løs vrang af ( med snoren foran )

Jeg har delt et 100 grams nøgle op i to lige store nøgler og strikker så skiftevis 2 rækker fra hvert nøgle. Jeg regner med at det bliver rigelig langt af 100 gram garn, der rækker vildt langt.

torsdag, oktober 22, 2009

To fluer med ét smæk

Min teenagerdatter kan strikke - det lærte hun for mange år siden - men hun har fuldstændig mistet interessen for det, selvom jeg ofte har foreslået det ene projekt efter det andet. Jeg synes jo, det kunne være så hyggeligt, hvis hun gad strikke.

Forleden opdagede hun Red Barnets "strik-en-hue" kampagne og udbrød straks : "Så vil jeg strikke en hue !"

Og så kan det nok være mor og datter fik gang i pindene :


Huerne er strikket efter denne meget enkle opskrift

Det glæder mig, at datterens strikkelyst kan vækkes .... og at det samtidig er til gavn for et godt formål.

søndag, oktober 11, 2009

fuld fart fremad i blomsterhaven

En dejlig lang køretur på tværs af Sverige bidrog til at jeg kom et godt stykke videre med flowerpower - nu er jeg i gang med et nyt mønster, der fortsætter på øverste del af frakken.

Er der andre bloggere, der er igang med flower-power-frakken ? Det ku´ være sjovt at se, hvor forskellige de bliver alt efter hvordanman selv sammensætter sine garnnøgler.




Mon ikke man skulle forene sin strikkeglæde med et godt formål :
Strik en hue.

fredag, oktober 02, 2009

3 blomsterrækker

Så er der 3 rækker blomster på min flowerpower-frakke :


Nu skifter bundfarven til rød ... dejlig afvekslende strikketøj.

I morgen drager jeg til Sverige på weekendtur - bliver vejret nogenlunde skal der gås tur i noget svensk natur - bliver det regnvejr skal jeg sidde i lænestol foran kakkelovn med mit strikketøj. Må man håbe på bare en lille-bitte byge ... ?

tirsdag, september 01, 2009

3-i-en

Egentlig skulle ovenstående foto bare illustrere en sød strikke-historie, men nu ser jeg at det rummer hele 3 ting !

1. Det er lykkedes mig at få mig selv med på billedet - jeg ses på den pink hofte . . .

2. Som spejlbillede i vinduet ser man det hyggelige gårdmiljø foran Butik Strik i Hillerød - for 2 uger siden sad vi udendørs og strikkede til kl. 21.30 - så var det også blevet meget mørkt og svært at strikke i sort garn ...

3. Og så til den egentlige historie, der handler om de pink underbukser:
For 25 år siden, da jeg var ung og lige flyttet ind hos min mand i et kollektiv, modtog jeg en diskret brun kuvert afsendt af min mormor på knap 80 år. I kuverten lå der to hjemmestrikkede og meget pink underbukser, så jeg kunne holde rumpen varm, når vinteren nærmere sig ....
Hvad havde hun dog tænkt på ??? Tanken var velment og sød, men hvilken 21-årig pige vil i ramme alvor holde varmen i sådan et par ??

Jeg har gemt underbukserne som et kærligt minde om min mormor - og nu 25 år efter kom de frem i lyset, da min datter blev student og skulle bruge noget "skørt" tøj til sidste skoledag .... tror ikke min mormor havde set for sig, at hendes oldebarn skulle gå rundt i byen med underbukserne UDENPÅ strømpebukserne .... !!

Jeg fortalte underbuksernes historie til en strikke-aften i Butik Strik og nu er de udlånt og bruges i butikkens udstillingsvindue.

Tror ikke, der er nogle kunder, der har spurgt efter opskriften . . . . . ;-)

tirsdag, juli 14, 2009

Hedeslag ??

Nogle vil nok finde det underligt at strikke vanter i sommervarmen, men det var såmænd et udslag af snusfornuft, der fik mig til det; på ferie i Norge nænnede jeg ikke at strikke på min flowerpowerfrakke i bålrøg og måtte så finde på et lille hurtigt overstået projekt - for man kan vel ikke forestille sig en ferie uden strikketøj ??

Inspiration og grundopskrift til vanterne kommer herfra - mønsteret har jeg selv tegnet ... men det ligger sikkert meget tæt op af tusind andre lignende mønstre.

Jeg har skrevet det før , før og før og gør det gerne igen : jeg er vild med de store øde naturområder i Skandinavien ! Jeg er et lykkeligt menneske, når jeg er derude, hvor stilheden hersker og udsigten er således :


tirsdag, juni 30, 2009

Endnu en blomsterrække på Flower-Power

Flower-Power-frakken vokser stadig. Jeg strikker på den hver eneste dag - nogle dage bliver det knap til en pind, men jeg vil ikke lade den gå i stå !
På dette foto er farverne nærmere de virkelige end på forrige foto, men det er stadig ikke perfekt.

I sidste uges strikkecafé i Butik Strik i Hillerød mødte jeg flere fra "blog-land" i virkeligheden. Det var rigtig hyggeligt at opleve, hvem der "gemmer" sig bag profilerne på nettet.

torsdag, juni 11, 2009

Første blomsterrække

Det går langsomt - men støt - fremad med flowerpower frakken.
Jeg prøver at holde en gennemsnitshastighed på 1 cm i højden i døgnet ......
Det er svært at ramme de rigtige farver - i virkeligheden er farverne meget varmere.

tirsdag, maj 12, 2009

Projekt flower power frakke er skudt igang

Da jeg i marts måned deltog i workshop med Christel Seyfarth begyndte jeg på en lille prøveklud - bare lige for at prøve teknikken af inden jeg kastede mig ud i et større projekt :


Nu er jeg så gået igang med FlowerPower-frakken - de første mange pinde skal bukkes om til belægning på bagsiden, så her er der også mulighed for at øve sig lidt inden den pæne forside skal laves:



Og sådan ser nederste kant på frakken så ud, når belægningen er bukket rundt :



Jeg har fundet en for mig ny måde at sætte de mange garn-ender sammen på undervejs : "Spit and Splice" - direkte oversat til "spyt og splejs". Det fungerer bare SÅ godt !
Der er billeder og forklaring om teknikken HER og HER .... hvis du drikker kaffe og spiser chokolade mens du strikker, vil jeg anbefale at du har en lille kop med rent vand ved din side fremfor spyt ....

Er der andre, der er igang med Flowerpower-frakken ?

lørdag, april 11, 2009

vævestrik

Så røg der endnu et par sokker af strikkepindene - denne gang med struktur i vævestrik.

Jeg blev inspireret til vævestrik hos Liselotte og fandt mønstre hos slaraffenland

Jeg lagde ud med det mønster, der hedder "ringe", men jeg syntes det blev for gnidret til et sokkeskaft, så det blev pillet op. Jeg formindskede mønstret og det kom der denne struktur ud af :



Vævestrik er nemt - man strikker med flere farver, men altid kun med een farve ad gangen.

Mit mønster strikket rundt på 4 pinde :

1. pind - farve 1 - strik ret

2. pind - farve 1 - strik vrang

3. pind - farve 2 - strik * 3 ret, 1 løs af* - gentag fra * til * pinden ud.

4. pind + 5. pind - farve 2 - strik som 3. pind

6. pind + 7. pind - farve 1 - strik som pind 1 + 2

8. pind + 9. pind + 10 pind - farve 2 - strik som pind 1 + 2 + 3, men forskyd mønsteret således at den maske der tages løst af befinder sig midt over de 3 retstrikkede masker.

Jeg har valgt glatstrik under foden - det er nok behageligst at gå på.

onsdag, april 08, 2009

Workshop

Sidste søndag i marts deltog jeg i 5 timers workshop med Christel Seyfarth som foredragsholder og underviser.

Det var nogle absolut vidunderlige timer, hvor jeg sugede til mig af inspiration. Det var skønt at være omgivet af så mange smukt kreerede trøjer, jakker og sjaler.

Christel selv var iført en af hendes seneste kreationer - WAUV !

Efter Christels oplæg og efterfølgende undervisning i teknik, var der tid til selv at prøve - jeg tror de fleste af de 40 tilstedeværende kvinder kastede sig ud i det - i hvert fald var der gang i rigtig mange garnrester.

Jeg kastede min kærlighed på en flower-power-frakke, som kom til at tilhøre en MÅ-EJE-kategori .... Den kan ses på Christels hjemmeside under garnkits. Jeg kan jo ikke strikke noget uden at lave bare lidt om på mønsteret, og Christel var heldigvis lydhør overfor mine ønsker, så der er et kit med mine egne farveforslag på vej til mig.

Og lad så disse brudstykker tale for sig selv - man kan da kun blive glad i låget at at se sådan noget strikketøj :














søndag, april 05, 2009

Herningsjal


Herningsjalet er færdigt, vasket, tørret og i brug.
Jeg er ret sikker på, at det vil blive brugt flittigt .... når vejret igen bliver køligere.
Garnet er Kauni - 90 % uld, 10 % acryl i 100 grams nøgler. Jeg ved ikke, hvor det kan fås - jeg fandt mit i en restekurv i Butik Strik, der også har opskriften på sjalet.

søndag, marts 08, 2009

Jeg blev færdig med min Pelerine og pillede den straks op - farvespillet i det brune Kauni var utrolig smukt i modellen, men faconen var ikke god til mig - måske bare for lille ? I hvert fald havde jeg pludselig et kæmpe nøgle Kauni, der straks skulle blive til noget andet, for jeg synes garnet er smukt. Valget faldt på Herningsjalet - opskrift fra Butik Strik i Hillerød ( deres hjemmeside er her i marts 2009 ved at blive opdateret, så måske virker den ikke optimalt )


Selve sjalet er ikke specielt interessant at strikke, men jeg er vild med den takkede kant, der strikkes på tilsidst, mens man stadig har yderkantens mange masker på pinden.

Jeg har tilmeldt mig workshop med Christel Seyfarth d. 29. marts - ser frem til 5 timers fordybelse i min hobby og et møde med en strikkekunstner, der virkelig forstår at lege med farver.


Datteren i huset ligger med stift ben i skinne efter en skiulykke - må ikke støtte - kommer kun omkring ved hjælp af krykker. Jeg spottede straks et behov for en lille pose til krykken, så hun kan transportere mobil, ipod m.m. med rundt :





Hot or Not ? Tja, det kommer vist an på, hvem man spørger - jeg synes, den er vældig fiks, men eftersom datteren ikke har taget den i brug, så synes hun nok ikke den er helt så fiks .....

søndag, februar 01, 2009





Jeg blev inspireret af Mettes poser og inviterede mig selv, min symaskine og en pose med stof på besøg ..... og så blev der syet ! Det var nogle dejlige timer - det er en fornøjelse at få en idé, gå igang og blive helt færdig med projektet på få timer. Og så sætter jeg stor pris på et venskab, hvor man kan være optagede af hvert sit projekt i samme lokale uden at der behøves den store konversation undervejs - det er ikke alle mennesker, man kan væres stille sammen med og samtidig føle en samhørighed.