søndag, december 16, 2007

Masser af kager

Så kom dagen, hvor nisserne havde lavet dej klar til os. Både børn, mormor, mor og far måtte derfor bage og dekorere hele eftermiddagen. Det startede som et hyggeligt nisse-påfund for 15-16 år siden, hvor nissen troligt gemte sig hver morgen med en lille pakke til min datter - denne ene dag var det så dejen og en kageform, der var gaven.

Efterhånden er der også kommet en søn til og rigtig, rigtig mange kageforme !!

Men selvom "børnene" nu er 13 og 17 år, så fortsætter traditionen og alle går op i dekoreringen med stor omhu - der er eksempler på de sidste par års produktion her, her og her .

Også i år fik fantasien frit lejde - her er ikke noget med strenge krav om traditionelle julemotiver og farver - der skal også være plads til en trafikdræbt giraf med brækket hals, en bjørn med skudhul, en elefant med hjertet på nakken, spøgelsesbamser og bikini-damer .... og så er der vist én der tror, at man kan sikre sig en stor kage ved at skrive navn på .....

Tak til Anne og Sidsel, der har tilmeldt sig pay it forward - I skal nok høre fra mig inden næste jul ! Og så er der i øvrigt plads til endnu en deltager - skal det være dig ?

mandag, december 03, 2007

Nisser, Nederdel og Nye udfordringer

Jeg har kastet mig ud i noget nyt - ikke nye strikkeopskrifter eller nye farver på adventskransen, men nye udfordringer jobmæssigt.

Efter knap 15 år på samme arbejdsplads har jeg fået et tilbud, som jeg uden forbehold sagde ja til - blev spurgt i tirsdags - starter nyt sted i morgen !!
Det er meget, meget mærkeligt - men det føles så rigtigt, at jeg slet ikke bekymrer mig om forandringen.

Jeg forbliver i samme "firma", men flytter mig 20 km og skifter fra døgninstitution til ambulant funktion - farvel til arbejde om aftenen, i weekenden og på helligdage.

Det var ikke uden vemod jeg gik ud af døren på hidtidig arbejdsplads i går eftermiddags - med disse to under armen :



En sød kollega har lavet disse til mig som afskedsgave - de er bare så gennemførte - hjemmestrikket og -syet fra inderst til yderst ..... og selvfølgelig har nissemor en kurv med strikketøj i hånden !

På strikkefronten sker der også lidt - det skrider da stille og roligt frema med nederdelen. Jeg har ændret en smule på starten af hulmønsteret, men ellers strikker jeg efter opskriften på Claudia-Evilla.

Bogen Rosendyrkerne af Charlotte Link ( tysk forfatter ) kan varmt anbefales, hvis du kan lide en god og lang historie. Tidligere er der oversat en anden af hendes bøger til dansk - Søstrenes hus - også anbefalelsesværdig.

Jeg kan selv godt lige en god tyk bog, hvor man bare kan labbe handlingen i sig uden at skulle forholde sig eller spekulere ret meget - man bliver underholdt.

Er der i øvrigt ikke flere der har lyst til at lege med her ?