lørdag, august 26, 2006

Babyelefant


Jeg ved ikke, om katten nu er blevet gladere, men den er i hvert fald faldet til ro med sin lille baby-elefant .....

Elefanten er hæklet i strømpegarn med nål nr. 2½, så den blev noget mindre end flodhesten i sidste post - måler kun 5½ cm, som nok er en mere passende størrelse for sådan et amigurumi-væsen - i hvert fald hvis den skal bruges som taskevedhæng/ nøglering.

I går drog jeg til Helsinge for at besøge Uldgalleriet - var meget opsat på at købe noget flerfarvet Evilla ..... men da jeg kom hjem lå disse stofprøver i min taske :


Inden jeg overhovedet nåede frem til Uldgalleriet, var jeg nemlig kommet forbi en hobby-butik i den skønneste gammeldags "Fredensborg Indkøbscentral-stil" - der var alskens hobby-tingel-tangel i læssevis - krydret med lidt loppeting/ antikviteter på bagvæggen.
Jeg gjorde et kraftigt indhug i det beskedne sortiment af patchworkstoffer ..... Det er sådan nogle stofprøver, hvor pænt store stykker stof i samme serie er hæftet på et stykke pap.

Og da jeg endelig nåede frem til Uldgalleriet, havde de slet ikke fået Evilla garnet hjem endnu ... øv.
Stor var min skuffelse, men jeg fik da alligevel konstateret at Uldgalleriet ser ud til at være en lækker butik, som nok er et besøg værd en anden gang .

torsdag, august 24, 2006

En ven til katten


Inspireret af Linda har jeg hæklet en ven til den sure kat - det blev den ikke gladere af !
Jeg hæklede flodhesten i noget mohair-agtigt garn med nål nr. 3, så den blev for stor til nøglerings-vedhæng - måler 10 cm.

( Sekunder efter at billedet var taget kom levende kat og slog begge dyr omkuld med en enkelt klo - var desværre ikke parat med kameraet ....)

Det bliver nok ikke den sidste Amigurumi jeg kaster mig over - jeg har absolut intet at bruge dem til, men de er sjove at lave ..... og så motiverer det mig kraftigt at 16-årig datter synes de er seje og kækt udbryder : "Dem skal du lave en masse af".

Elisabeth har i sin sidebar en række links til sider med opskrifter og billeder af de små amigurumi-væsner.

søndag, august 20, 2006

Filtet taske


Min første filtede taske har set dagens lys ... og den blev i mine øjne så vellykket, at det nok ikke bliver den sidste.

Jeg har strikket den på pinde seks i to tråde garn ( rester af pelsuld og Kauni ). Vasket den to gange på 40 grader sammen med et par håndklæder - efter første gang vask var den stadig for løs og slatten.
Hanken er strikket på strømpepinde med 6 masker - i stedet for at vende arbejdet, skubber man maskerne ned i den anden ende af pinden og strikker rundt som en hestetømme.

Jeg overvejer stadig OM der skal pynt og knap på .... klappen er lang og tung nok i sig selv, så der behøves ingen lukke-løsning.

Familien er denne søndag eftermiddag spredt for alle vinde ... jeg vil udnytte freden og kaste mig i sofaen med en god film ( måske "oh, happy days") og et nemt strikketøj - må på vej hen til sofaen beslutte, om der skal slås op til et par sokker i "habbengut-garnet" eller om jeg skal strikke videre på tørklæde med hulmønster ( denne gang i råhvidt garn og til mig selv)

mandag, august 14, 2006

Lynhurtig kjole ....... x 2


Så blev det min tur til at sy KJOLEN, der ses i utallige variationer her i "blog-land".
Jeg lånte mønstret af Mette i går formiddags - klippede stoffet i går aftes og syede den i morges - selve sytiden var på knap 2½ time, så det er da absolut et overkommeligt projekt.

Det er meget lang tid siden jeg har syet tøj, men jeg må sige, at jeg er pænt imponeret af syanvisningerne i ONION-mønsteret - jeg kom helskindet igennem uden så meget som at rynke panden.

Stoffet fandt jeg i kælderen - har ikke den ringeste anelse om, hvor det kommer fra, men det må jo være mit, når det lå i min kælder.

Kjolen er en gave til lille niece - er spændt på om den passer .....



..... skulle man lige sy en til, når nu maskinen står fremme .... ??
Ja, så skidt da.

Med alle syanvisninger i frisk erindring var det ingen sag at sy nummer to - den var klippet og syet på to timer.

Stoffet er fra en lille stof- og garnforretning i Hillerød - husker ikke butikkens navn.


I opskriften står, at man skal bruge snøre til halskanten.
Jeg har i stedet syet mine snore :
Klip et stykke stof 120 x 4 cm.
Fold på midten ( på langs ) og pres.
Sy hele vejen ned og for den ene ende med en trykfods bredde.
Vend snoren over en strikkepind ( start i den ende, der er syet sammen)

onsdag, august 09, 2006

Videreudvikling

Først dukkede de op HER
Så blev de videreudviklet HER
Og nu har jeg leget videre med designet og udviklet et "hygiejne-binds-etui" .... øh, nogle forslag til et bedre navn ???
Slut med nussede bind i bunden af tasken og slut med sammenkrøllede ditto i hånden, når man skrider hen over det offentlige rum :


Ledte i går aftes efter fleece på internettet ... det bliver vel engang koldt nok til at putte sig under et lunt tæppe .... Fandt denne internet-butik, der har et imponerende udvalg af mønstrede bomuldsstoffer - perfekt til småpigekjoler og små "terapi-projekter" som ovenstående. Og mindsandten om de ikke også har en del hanke til dejlige hjemmesyede/ strikkede tasker. Jeg har ikke prøvet at handle i butikken, men ku´ nemt lade mig friste ...


mandag, august 07, 2006

Tilbage til civilisationen


Så er jeg tilbage efter en uge ved søen Dypen, Bograngen, Sverige. Jeg er vild med det område - vil tilbage - NU !!
Der er så stille, så stille .... og det er der så alligevel ikke, men der høres kun naturens lyde, der klinger som sød musik i mine ører : Lommens afsindig høje vildmarksskrig, vindens susen i trætoppene, den fossende elvs brusen, vipstjertens korte "huit", søens stille skvulp mod sten på breden, guldsmedens dybe brummen, bålets knitren når kaffevandet varmes ....

Jeg kan glo på den natur i timevis .... scenariet skifter hele tiden afhængig af tiden på døgnet og vejret ... Og det er en stor fryd sent om aftenen at "bestige" en bakketop og blive mødt af sådan en solnedgang :

Hvis man kan forestille sig at stille vækkeuret til kl. 3.55 en feriemorgen, så kan det varmt anbefales at begive sig ud i naturen på det tidspunkt .... der hviler en helt specielt ro over det hele. Vi ror ud på søen .... driver lige så stille rundt i morgentågen ... af og til skimtes en lom i disen .... og chancen for at se elg i skovbrynet er til stede. ( Der var ingen denne morgen, men på køreturen op gennem Sverige om natten, så jeg elg tre gange mellem kl. 4 og 5 ). Vi har tidligere mødt svømmende bævere på disse tidlige morgen-roture, men de holdt sig væk denne gang. Natbilleder bliver desværre lidt grynede med vores kamera, men jeg håber alligevel I kan få et indtryk af oplevelsen :

Og hvordan gik det så med håndarbejdet ... jo, der var skam både pakket sytøj og garn ned til adskillige projekter ( strømpegarn til 2 par strømper, mohair og tykke pinde til fnuglet sjal). Men strikkepindene kom slet ikke frem ...

Jeg fik syet næsten to blokke til mit Dear Jane projekt ... resten af tiden gik bl.a. med at lave bål, fiske ( må liiiige nævne at jeg fangede ugens største fisk - en pæn gedde på 68 cm - stærk krabat ... tør slet ikke tænke på, hvordan det er at fange kæmpe-gedder på 10 - 15 kg ... uh ! ), gå ture, spille kort, grille skumfiduser, glo på udsigten, følge en sommerfugl, lytte til en fugl, læse ...

Forude venter hverdagen ... har lige et par fridage inden arbejdslivet trænger sig på.