fredag, maj 27, 2005

Endnu en Dear Jane - blok

Endnu en Dear Jane - blok har set dagens lys :


Lidt forvirrende at præsentere en blok på en blog .....
Nu har jeg 71 af disse små blokke og er så småt begyndt at tænke på, at de jo engang skal sys sammen til et stort tæppe. Jeg er startet på projektet uden at have tænkt det færdigt - ved derfor ikke, hvilken farve stof jeg skal bruge til gitter mellem blokkene.
Her til morgen har jeg siddet og "leget" lidt med stof og farver - lavet nogle forskellige forslag, som I kan se her
Kærlig hilsen Dorte

tirsdag, maj 10, 2005

Babyfutter i lange baner

Nu har jeg snart fået styret min lyst til at strikke små yndige babyfutter.
Har på en uge strikket 6 stk = 3 par.
Første par, som jeg præsenterede forleden, er allerede sendt afsted med posten.
De næste to par sendes i morgen :



Så kender jeg heller ikke flere nyfødte børn .......
Jeg opgav at scanne den oprindelige opskrift på futterne - syntes den var lidt svær at forstå, så jeg skrev den i stedet om.


OPDATERING : Jeg har lagt opskriften ind på andet indlæg på min blog : Babyfutter

torsdag, maj 05, 2005

Babystøvler m.m.

Fru Schwartz´s blog så jeg de yndigste små babysokker, som jeg frygtelig gerne ville strikke. Fandt også opskriften på nettet, men kunne slet ikke overskue opskriften, der var på engelsk.
I stedet fandt jeg et mindst 20 år gammelt nummer af
"Den lille uldne" fra Ulrichs .... og dér fandt jeg opskriften på disse små babystøvler :


De er sjove og hurtige at strikke - der sker hele tiden noget nyt.
Jeg er straks gået i gang med et par til - kender heldigvis et par børn, der er kommet til verden i denne uge .... uden at være søskende.

Ellers er jeg ikke blevet færdig med noget .... jo, et par traditionelle sokker i grønt tweed garn fra fortissima, men sådan et par strømper ved alle jo, hvordan ser ud.

Har haft flere gode garn-oplevelser alligevel - besøgte for et par uger siden Strikkeboden i Fiolstræde - kom til at købe to nøgler garn i brun-beige-råhvide nuancer - kunne godt tænke mig at strikke sådan en hue af det :

Jeg ved ikke, hvor opskriften til huerne findes, men jeg tror den er i en af bøgerne med opskrifter med Noro-garn. Mit indkøb var i øvrigt på tilbud til kun 45,- pr. nøgle.

Sidste søndag var jeg på en dejlig udflugt til Kikhavn,
hvor jeg sammen med en veninde, Mette, besøgte strikkebutikken Købmandshuset.
Der var rigtig meget spændende garn - meget af det var flerfarvet og velegnet som effektgarn sammen med andet garn.
Jeg købte "kun" et nøgle garn til et tørklæde og en rest garn, som nok kan blive en ingrediens i en hæklet pagodehue.

Der er rigtig hyggeligt i Kikhavn - ganske lille landsby, hvor "hovedgaden" ender på stranden.
Gamle gårde, fred og ro.
Flere scener fra den gamle film "Ditte Menneskebarn" er optaget dér.
Der er en lille café, hvor man evt. kan nyde en kop kaffe .... vi nøjedes med at købe et par postkort på bedste turist-vis.
Og så kan jeg i øvrigt spore mine aner tilbage til Kikhavn - af mit stamtræ fremgår det, at jeg både har en tip-tip-oldefar og en tip-oldefar, der er født i Kikhavn .....

I går aftes var jeg i strikkecafé i Hillerød i Butik Strik.
Der strikkes hver onsdag aften - rasende hyggeligt !!

Kærlig hilsen Dorte