tirsdag, januar 25, 2005

Lang frakke og Dear Jane


Jeg kæmper fortsat med mine tykke pinde og flotte garn - det skulle gerne ende med at blive en lang cardigan/ frakke.
Jeg havde egentlig en opskrift, men den er helt umulig - jeg kan slet ikke få strikkefastheden til at passe. Istedet forsøger jeg mig frem - synes ikke det er besværligt at strikke på pinde 20, men jeg bruger meget tid på at strikke, pille op og strikke igen og igen.

Når jeg ikke strikker, så er jeg jo meget glad for at sy patchwork i hånden.
Jeg har i flere år været i gang med et større projekt ... sideløbende med flere andre projekter.
Det er en kopi af et gammelt amerikansk tæppe - Dear Jane.
Kort fortalt består tæppet af 169 forskellige kvadrater - med en kant af forskellige trekanter.
Jeg syr mine blokke i hånden - sådan ser en blok ud undervejs :


Dette er den 66.´ende blok jeg syr. De første 60 blokke jeg har syet, kan ses HER .
Det er et rigtig pille-arbejde, men jeg hygger mig gevaldigt med det.

Hej fra Dorte

lørdag, januar 15, 2005

Garn til lang trøje




Jeg har indkøbt dette flotte garn til en lang trøje, der skal strikkes i to tråde garn ( Calypso og et viscose-garn jeg ikke lige husker navnet på).

Trøjen, der nærmest er en lang frakke, har jeg fundet i Hendes Verden nr. 31 2004.
Modellen har bl.a. været udstillet i Uldstedet i Lyngby.

Men ..... opskriften driller! Jeg har strikket og pillet op adskillige gange.
Lige nu ligger ½ meter frakke helt stille og venter på at jeg beslutter mig for at strikke videre eller pille op ....
Hm ... det var ellers tænkt som sådan et hurtig-projekt : Strik en frakke på to dage.
Sådan gik det ikke lige ......
Så indtil videre må jeg nøjes med at glæde mig over det smukke garn.

Kh Dorte

søndag, januar 09, 2005

Pagode-hue og Candyfloss-tørklæde


Hm .... jeg fik overhovedet ikke syet patchwork som planlagt sidst jeg skrev.
Min veninde, Hanne, kom med bogen "Hotte Huer" og så kan det nok være vi fik gang i hæklenålene !
Samme aften inden midnat havde jeg hue på hovedet.
Den er hæklet i lutter restegarn - selve huen i 2-3 tråde bomuldsgarn - pynterækkerne i en mohair/uld-blanding. ( Dejligt at have et stort lager af restegarn .....)
Næste dag ville jeg dekorere den - startede med en bølgegang syet i kædesting, men det blev fluks pillet op ..... huen lignede pludselig en konditorkage.
Nu overvejer jeg lidt tilfældigt broderi med en blå metaltråd. Indtil videre bruger jeg den som den er.
Det bliver absolut ikke sidste gang jeg hækler sådan en - det var sjovt.




Da jeg ledte efter restegarn til pagode-huen, dukkede der et bundt garn op, som jeg ikke kan mindes nogensinde at have set .... jeg har i hvert fald ikke købt det selv ...
Umiddelbart synes jeg ikke specielt godt om dette pastelfarvede mohair-agtige garn, men min datter synes det er sejt, så hun får et tørklæde af det.
Jeg strikker i et luftigt mønster på pinde 9 - meget enkel opskrift :
Slå 32 masker op - strik 2 pinde ret.
Begynd pinden med 2 masker ret * 2 vrang sammen, slå om* (gentag fra * til *) , slut af med 2 masker ret.
Slut af med 2 pinde ret.

Har set det strikket i mohair fra stof2000, hvor der bliver et pænt tørklæde ud af et nøgle garn ( 50 gram) til 39.95 ....
Mit garn er noget tykkere, så jeg kommer nok til at bruge 100 gram.

Hej fra Dorte

tirsdag, januar 04, 2005

hue og halsedisse

Værsgo - her er så den røde "ting" : Hue og halsedisse til min mor



Huen er strikket med udgangspunkt i opskrift fra marknodesign
Men jeg har strikket med flere masker på tyndere pinde og måtte derfor også selv udregne en fiks indtagning til toppen.



Halsedissen er strikket efter opskrift fra Butik Strik i Hillerød. Der er vist noget med at opskriften oprindelig stammer fra Norge.
Halsedissen falder rigtig pænt ud mod skuldrene - følger kroppen som en krave/ bærestykke på en trøje.

Dagen idag er afsat til at sy og strikke med veninde - Jeg vil igang med at sy patchwork igen - det har ligget stille for længe.

Hej fra Dorte

mandag, januar 03, 2005

overraskelse

Jeg har haft en dejlig fridag idag.
Straks resten af familien var taget i skole og på arbejde i morges, satte jeg mig godt til rette i sofaen med en kop kaffe, strikketøj og fjernbetjening inden for rækkevidde.
Så den danske film ELSKER DIG FOR EVIGT og fik næsten strikket en "ting" færdig .... "tingen" er en gave til min mor .... den var egentlig ment som en fødselsdagsgave, men jeg tror ikke jeg kan vente en hel måned med at overrække den .... og det er da også nu i januar måned, man har brug for lunt strikketøj.
Jeg ved ikke, om jeg vil vise "tingen" frem her, før hun har fået den ..... på den anden side må det da være en dejlig overraskelse at finde en gave til sig selv på nettet.
Så måske får I noget rødt at se snart .... skal først lige hæfte ender og tage billede.

Hej fra Dorte